Min mand og jeg havde fem overnatninger i uge 25 i en toværelses lejlighed på Le Meridiane. Vi havde egentlig kun bestilt en studiolejlighed, men nok fordi der ikke var så mange gæster endnu, fik vi en større. Der var rigtigt hyggeligt i ægte toskansk stil. Lejligheden var rummelig, og der hørte en stor terrasse til med havemøbler, en parasol og et tøjstativ. Køkkenet bestod af to kogeplader med en masse tilhørende gryder, hvor af kun to helt små gryder kunne passe. Alt i alt var køkkengrejet lidt sølle, men til gengæld var der en kurv med forskellige kiks, et viskestykke, en dug, lidt krydderier samt opvaskemiddel til fri afbenyttelse. Det skal dog siges, at vi fik lavet glimrende aftensmad, og at der var et fint køleskab med en lille fryser. Det mest positive var, at der var en hane i køkkenet, hvor der kunne tappes rent drikkevand fra en kilde, så vi købte slet ingen vandflasker. Svømmepoolen var fantastisk. Den var ikke så stor, men der var en bænk med en knap til boblebad samt en knap til et lille vandfald. Stolene ved poolen var formidable at ligge i, og der var hyggeligt med træer omkring. Det eneste lidt ærgerlige var, at man hele tiden kunne høre lidt trafikstøj uden for. Stedet kan dog varmt anbefales.