Vi havde ikke lige forberedt os på, at der kun er fælles toilet og badeværelse, men det var pænt og rent. Dog mangler der meget tryk på det varme vand i bruseren samt varme i vandet, et par lamper i loftet var faldet ud af sine huller, og toilettet løb, men udlejer var hurtig til at fikse lamperne og toilettet. Døren til værelset binder, så den var lidt svær at lukke, men det lykkedes efterhånden. Sengene på værelset er meget bløde, også alt for bløde til vores smag, og sengetøjet havde en lugt, som om der var sved, man ikke har kunnet vaske ud. Vi valgte at finde et sæt rent og friskduftende sengetøj i skabet i gangen og skiftede det selv. Vi havde bedt om at få en p-licens, men en anden gæst havde ikke afleveret sit ved udtjekning, så vi kunne ikke få den. Men det gik nu fint alligevel, da vi kunne benytte os af de perioder, hvor der er gratis parkering. Værelset var rent og pænt, og hotellet ligger i et ret hyggeligt område med gode indkøbsmuligheder lige i nærheden.